Naturen som sundhedsfremmende arena

Beskrivelse af indsats

De analyserede naturcases har følgende overordnede tematikker/interventioner, som gennemgåes nedenfor:
1. Fællesskaber, socialt samvær med ligesindede og samarbejde
2. Bål og mad
3. Motion, bevægelse i (og udenfor) foreningslivet
4. Mindfulness, terapeutiske værktøjer og naturen som terapi
5. Viden om naturen
6. Aktionslæringsforløb som metode

1. Fællesskaber, socialt samvær med ligesindede og samarbejde.

Aktiviteterne i flere af indsatserne bygger på præmissen, at der er ”højere til loftet” i naturen og der sker noget helt særligt, når man er udenfor sammen med andre. Således lægger indsatser i naturen op til socialt samvær, hvor borgerne får mulighed for at snakke med andre ligesindede. F.eks. tager én indsats udgangspunkt i ABC for mental sundhed arbejdsrammen, hvor der arbejdes ud fra meningsfulde aktiviteter/træning i fællesskab, som skaber succeser for den enkelte og gode oplevelser i naturen. I flere indsatser pointeres det, at navnlig fællesskabet og erfaringsudveksling, blandt ligesindede og på kryds og tværs i gruppen, er vigtigt at få etableret, men samtidig at der ikke nødvendigvis bør lægges op til sygdomssnak.

De indsatser, der var målrettet mænd, lægger også særlig vægt på vigtigheden af et ligesindet fællesskab og pointerer bl.a. i forbindelse med et rygestopkursus for mænd, at det kan være helt magisk at stå helt stille, sammen med en flok ligesindede mænd ude i naturen. Indsatser i naturen kan være bedre til at rekruttere nye målgrupper, som ikke motiveres til deltagelse i traditionelle sundhedstilbud, heriblandt mænd, sårbare unge, arbejdsledige etc.

Flere indsatser er bygget op omkring mere eller mindre faciliterede samtaler, som f.eks. kan foregå på gåture, hvor deltagere taler på kryds og tværs med hinanden. Nogle vælger at facilitere samtaler, ved eksempelvis at give deltagerne gå-spørgsmål eller stille dem en opgave, som de så skal drøfte på gåturen. F.eks. blev deltagerne i en indsats bedt om at gå sammen to og to med udleverede samtale/reflektionskort. Når deltagerne havde snakket i 5-10 min, blev der samlet op i plenum, så deltagerne fik mulighed for at dele deres tanker og refleksioner fra gåturen med resten af gruppen. Det pointeres at gruppen rystes godt sammen på denne måde, men samtidig at ordet ofte bare er frit.

Andre indsatser giver deltagerne praktiske samarbejdsøvelser i forbindelse med diverse aktiviteter og madlavning. F.eks. gjorde én indsats brug af et væld af forskellige samarbejdsaktiviteter, såsom at trække en pickup truck med tov hen over en stor græsplæne, smage på forskellige planter i naturen (skovsyre og brændenælder) eller en konkurrence, hvor deltagerne blev delt op i to hold, der hver skulle folde en presenning så mange gange som muligt, samtidigt med at de stod på den.

2. Bål og mad

Bålet bliver også brugt som centralt samlingspunkt i mange af indsatserne. Det har en samlende og beroligende effekt og appellerer til uformelle samtaler, og stille refleksive stunder. Derudover indgår der også ofte et element af en eller anden form for mad i mange af indsatserne. F.eks. pointeres det i forbindelse med en indsats, at der gennem hele forløbet, hver gang var båltænding og primitiv ”madlavning” i form af brød bagt på en rist og pølser. Navnlig madlavning over bål synes at være et gennemgående tema i mange af indsatserne. Flere andre indsatser gjorde også hyppigt brug bålaktiviteter, ud over madlavning ved bål, f.eks. ved at kløve brænde og tænde bål med tændstål, bålmeditation, eller foredrag om bålets betydning for mennesket gennem tiden.

Også mad og i særdeleshed det fælles måltid indgik ofte som vigtigt element i indsatserne. Flere indsatser gjorde brug bl.a. brug af sanketure, eksempelvis ved vandet. I andre indsatser hvor der ikke var indtænkt bålaktiviteter, eksempelvis gå- eller vandreture, blev der undervejs holdt hyggelige pauser med plads til gode samtaler og medbragt mad eller sørget for at der var kaffe i termoflasker ved samlingspunktet.

3. Motion, bevægelse i (og udenfor) foreningslivet

Naturen kan være en god ramme for dem, som ikke motiveres eller tiltrækkes af fysisk aktivitet i traditionelle arenaer.

Flere af indsatserne i naturen havde motion og bevægelse som indlejret element, men den fysiske aktivitet og træningen trådte, så at sige, i baggrunden for deltagerne, da legen eller aktiviteter i naturen var det centrale. Naturen fjerner på en måde fokus fra den fysiske aktivitet og bevægelsen, hvilket gør at man ikke lægger mærke til at man er fysisk aktiv.

I flere indsatser blev der gjort brug af gå- eller vandreture, hvor deltagerne f.eks. blev sendt ud på gåture til vandet eller i skoven, alene eller i mindre grupper, eller blev ledt gennem spændende områder i lokal natur af en gå-guide eller underviser. Gåturene var tilpasset målgruppen, så hvor tempoet på nogle af vandreturene var roligt for at imødekomme dårligere gående og så alle kunne være med, foregik tempoet på andre gåture i et raskt tempo, så deltagerne fx fik oplevelsen af at bevægelse og fysisk aktivitet kan bruges som afledning til rygetrang.

En række indsatser havde desuden det formål at introducere deltagerne for et aktivt forenings- og bevægelsesliv. Derfor faciliterede flere indsatser, at deltageren kunne prøve kræfter med forskellige aktiviteter og møde forskellige foreninger. F.eks. blev deltagerne i en indsats præsenteret for fem forskellige foreninger og deres aktiviteter:; spejderaktiviteter, løb og leg, rollespil, parkour og bueskydning. I en anden indsats kunne deltagere prøve kræfter med havørredfiskeri fra kysten med stang og vaders samt snorkeltur med undervandsjagt.

4. Mindfulness, terapeutiske værktøjer og naturen som terapi

Et element som går igen på tværs af flere indsatser, er brugen af værktøjer som mindfulnessøvelser. Det pointeres at mindfulness kan det være et værktøj, som deltagerne bl.a. kan bruge fremadrettet når de oplever rygetrang i forbindelse med et rygestop. Flere indsatser gør altså brug af mindfulnessøvelser, såsom sanseøvelser eller andre terapeutiske værktøjer, som f.eks. hjernepauser, søvndagbog, opmærksomhedstræning, forskellige åndedræts- og meditationsøvelser, kropsbevidsthedstræning, sanseøvelser, balanceøvelser, yoga og andre kropsøvelser i naturen.
I flere af indsatserne lægges der vægt på vigtigheden af ikke at lægge op til sygdomssnakke, men derimod at få deltagernes tanker væk fra deres eventuelle sygdom eller skavanker. Det understreges i en indsats at fokus skal være på at skabe gode oplevelser og et frirum, ikke på samtaleterapi.

5. Viden om naturen

Et tværgående element i adskillige indsatser er, at det indeholder et naturformidlende element. Hvad end der er tale om guidede ture i naturen, fuglekig, natur- og sankevejledning fra en naturvejleder, der kommer med tips og trick til hvordan man bedst observerer naturen, hvad man skal kigge efter, giver flere indsatser deltagerne viden om naturen. Det understreges særligt i én indsats, at det er relevant med viden om den natur som bruges, da det tilskynder til at deltagerne får en anden oplevelse, end ”bare at gå tur” derude i naturen. Indsatsen bygger på en antagelse om, at viden øger chancen for at deltagerne selv fortsætter med at bruge naturen, efter kursusgangen er slut.

6. Aktionslæringsforløb som metode

Foruden det primære fokus på at styrke deltagernes mentale og fysiske sundhed, gennem fællesskabende aktiviteter i naturen, var flere af indsatserne bygget op som aktionslæringsforløb, hvilket betød at de havde til formål at udvikle indsatsen sammen med borgeren med fokus på naturen.
Flere indsatser gjorde nemlig brug af praksisnære aktionslæringsforløb til at undersøge og skabe ny brugerorienteret viden om, hvordan naturen kan spille afgørende ind i det mentale sundhedsfremmearbejde og til konkret, og sammen med målgruppen at samskabe indsatser. I aktionslæringsforløbene blev der etableret aktionslæringsgrupper, på tværs af kommune og civilsamfund, der stod for drift af indsatsens udviklingsproces, som blev udført i tæt samarbejde med indsatsens interessenter. F.eks. blev der i en indsats afholdt en workshop (en aktion) for borgere, der havde været igennem et stressforløb, da aktionslæringsgruppen ønskede at opnå ny viden om, hvad der skulle til, for at få disse borgere til at benytte naturen. Andre indsatser gjorde brug af lignende aktioner. Eksempelvis arbejdede man i en anden indsats, der havde til formål at skabe en form for sociale aktiviteter i naturen, som kunne give de unge en oplevelse af fællesskab, med fire på hinanden følgende aktioner til at inddrage dem i samskabelsesprocessen. Første aktion bestod af en kortlægningsaktion, hvor gruppen af unge var med til at kortlægge området og komme med ideer og ønsker til mulige aktivitetsformer. Anden aktion bestod i prioriteringsopgave, hvor alle ideer og ønsker fra første aktion blev prioriteret i samarbejde mellem de unge og aktionslæringsgruppen. Tredje aktion var en planlægningsaktion, hvor de unge i samarbejde med forskellige foreningsrepræsentanter planlagde fjerde aktion, som var en aktivitetsdag i området med fokus på at være sammen og møde naboerne.
Disse aktionslæringsforløb er altså en metode til at udvikle praksis, både i og, i samarbejde med praksis. I de analyserede indsatser var aktionslæringsforløbene organiseret under projektet ”Naturens rige”, som var et projekt, hvis overordnede mål var at fremme borgernes mentale sundhed gennem aktiv brug af naturen.
Naturens rum har i den forbindelse vist sig særligt befordrende for samskabelsesprocesser, hvor sundhedsindsatserne skabes sammen med borgerne, hvilket har en dokumenteret positiv betydning for deltagernes motivation, deltagelse og fastholdelse i sundhedstiltag. Samskabelse på tværs af kommunen og med civilsamfundet understøtter dette. Flere af de her beskrevne sundhedsfremmeindsatser, der gør brug af natur og friluftsliv, har været med til at løfte kapaciteten indenfor samskabelse og har efterfølgende styrket kommunens tværgående samarbejde og brug af naturen i det sundhedsfremmende kommunale arbejde.