Formål
Målet med kurset er at give deltagerne viden og kompetencer til at føre sundheden ud på egen arbejdsplads, både mellem kollegaer men også i forholdet ansatte og borgere.
Sundhedsambassadørerne bliver samarbejdspartnere i Jammerbugt Kommunes Sundhedsordnings arbejde med at igangsætte, gennemføre og videreføre initiativer til at øge sundheden på Sundhedsambassadørens arbejdsplads. De vil altid kunne få hjælp fra de 2 fysioterapeuter, som er fasttilknyttet Sundhedsordningens arbejdspladsrettede del (se vedlagte pjece i fil 1). Det er de samme fysioterapeuter, som underviser på uddannelsen.
Målgruppe & Arena
Målgruppen i denne case var medarbejdere på væresteder og bosteder, som deltog på uddannelsen i september 2020 .
De uddannede Sundhedsambassadører har efterfølgende som rolle at:
• Medvirke til at motivere kollegaer til at tænke sundhed ind
i den daglige praksis
• Identificere behov for og medvirke til at tage initiativ til
sundhedsfremmende og forebyggende indsatser på
arbejdspladsen
• Medvirke til at motivere kollegaer til at tænke sundhed i
forhold til de borgere, man arbejder med
• Deltage på den årlige temadag for Sundhedsambassadører
• Afholde en halv dag årligt til faglig sparring med
Sundhedsambassadører i lokalområdet
Lederens rolle er at:
• Motivere og støtte op om igangsætning af tiltag, der
fremmer sundheden
• Medvirke til udvælgelse af Sundhedsambassadører
Type af indsats
Indsatsen er i drift
Type indsats med udgangspunkt i forebyggelses-pakkerne
Beskrivelse af indsats
Indsatsen bestod i at uddanne medarbejdere på væresteder og bosteder i Jammerbugt Kommune i KRAM og ”Det Dobbelte KRAM”. Det dobbelte KRAM supplerer de såkaldte KRAM-faktorer (Kost – Rygning – Alkohol – Motion) ved også at fokusere på mental sundhed. Det mentale sundheds-KRAM står for Kompetencer – Relationer – Accept – Mestring, og handler om evnen til at tackle modstand og belastninger i livet.
Vores tilgang til undervisningen tog udgangspunkt i ABC’s tre principper: Gør noget Aktivt - Gør noget Sammen - gør noget Meningsfuldt. Uddannelsen forløb over to dage, og indeholdt undervisning i:
• Kommunens Sundhedspolitik
• KRAM + Søvn og Stress
• Det dobbelte KRAM
• Nudging
• ABC for mental sundhed
• Motivation og kommunikation
• Idéer til sundhedstiltag
• Implementering af nye vaner på arbejdspladsen
• Udarbejdelse af konkret handleplan
Se inspiration i slidepakke i fil 2
”ABC-filmene er fine at dele på vores Facebook sider. Dagsrejsen er særligt god. Vi bruger ABC-plakaterne i vores uddannelse og alle steder, hvor vi har mulighed for at komme i kommunikation med borgerne. Vi har brugt ABC- ballonerne i forbindelse med aktiviteter.
Vi har også brugt illustrationen med floden.
I.fht. søvn har vi også brugt Mig og min hjerne – Søvn | DR3 - YouTube.
Vi bruger også materialet fra firmaidrættens sundhedsambassadøruddannelse.”
Organisering og samarbejdspartnere
Indsatsen er forankret i Sundhedsafdelingen under i Jammerbugt kommune. Her er tilknyttet en lokal koordinator, som holder kontakt til styregruppen i centraladministrationen, der arbejder med kommunens sundhedspolitik. Sundhedsafdelingen holder de lokale sundhedsambasadører og andre interesserede ansatte opdateret via en lukket Facebookgruppe og nyhedsbreve.
Rekruttering
Behov for og ønsker om afvikling af Sundhedsambassadøruddannelser drøftes i Sundhedsstrategisk tænketank, som er et forum bestående af chefer fra alle forvaltninger. Der kan komme konkrete ønsker fra forvaltninger og afdelinger om uddannelse af en specifik afdeling.
Rekruttering sker via opslag på Sundhedsordningens hjemmeside, nyhedsbreve fra Sundhedsordningen og kontakt til relevante afdelinger og forvaltninger, hvilket vi løbende har, da vi også er med til at facilitere aktiviteter på arbejdspladserne.
Økonomi pr. år
Ikke oplyst
Lokaler:
Leje af lokale + forplejning ”i byen”: 300 kr. pr. pers.
Forplejning ved brug af egne lokaler: 150 kr. pr. pers.
Printning:
Alle får udleveret en fysisk mappe med inspirationsmateriale mm. på ca. 100 sider, slides mm eftersendes: 75 kr. pr pers.
Materialer til brug i aktiviteter:
Stave, hulahopringe, billeder, plastikkrus og lign. (hvis ikke de forefindes i huset): ca. 1000 kr. i alt.
Timeforbrug for Sundhedsordning på uddannelsesdagene:
3 personer á 8 timers varighed i 2 dage (oppyntning og oprydning inkluderet): i alt 48 timer.
Forberedelse af Sundhedsordningen:
Opstart af hele oplægget (evt. fordelt på flere undervisere): 7 arbejdsdage.
Deltagertimer pr. uddannelse:
Timeforbrug pr. deltager: 1,5 dag.
Ved efterfølgende uddannelser alt efter hvor meget ny viden der er kommet i mellemtiden: 2-3 dage.
Timeprisen vil her afhænge af, hvem der sættes til at udføre opgaven.
Hos os har det været fysioterapeuter, kostvejledere og sygeplejersker.
”ABC er en gave til organisationen, vi får italesat ting vi ellers selv skulle "opfinde". Det er højt kvalificeret og brugbar viden, som formidles på en super anvendelig og praksisnær måde, der gør det nemt at tale det ind i politikker og handlekataloger i alle forvaltninger. Tak for det.”
Virkning
Vi har indsamlet data om indsatsens virkning ved at have løbende kontakt til vores Sundhedsambassadører. Vi sender et særskilt nyhedsbrev til dem, hvor vi deler al den nyere information fra de områder, der blev undervist i.
Vi oplever altid meget stort engagement fra deltagerne, og får fine tilbagemeldinger i forhold til at gå hjem og få det til at leve i praksis. Når vi kobler den mentale sundhed på, og giver den meget plads under uddannelsen, så får alle generelt en bedre forståelse for, at sundhed også kan starte med at gøre noget mentalt – og ikke nødvendigvis koster mange penge eller timer, men i stedet er en god investering.
Evalueret
Ja, Internt evalueret
Vurdering
Er formålet opfyldt?
Er indsatsen blevet implementeret som planlagt?
Yderligere kommentarer
Nogle ambassadører oplever desværre, at de kan ”strande” med indsatser, hvis ikke der er ledelsesmæssig opbakning eller der ikke er fokus og overskud i perioder.
MEN når der er opbakning, så kommer de rigtig langt på få og enkle tiltag. Så det er vigtigt med opbakningen.
Opmærksomhedspunkter for implementering af indsatsen
ABC er for os en platform og et fælles afsæt for at bedre den mentale sundhed, et inspirerende forum for viden og ideer til omsætning i praksis. Det giver os et fælles afsæt for at arbejde med mental sundhed på tværs af kommunen. ABC-netværket og netværksmøderne hjælper os til at bevare fokus på den mentale sundhed.
For nogle er det svært at sætte ord på den mentale sundhed, men de kan ofte ”komme i snak”, når de får den fysiske del på. Når de skal besvare: ”Hvad gør det ved dig, når du har bevæget dig?” frem for ”Hvordan har du det - trives du?”. Og omvendt har nogle lettere ved at tale om det mentale, og så kan det fysiske komme efterfølgende.
”Dagsrejsen” er et super godt redskab til at kunne ramme alle, specielt ift. den sidste pointe om håndboldklubben.
Barrierer for gennemførelsen af indsatsen
En vigtig faktor for at lykkes med at få ABC mental Sundhed i spil for sundhedsambassadørerne er, at der er ledelsesmæssig opbakning. Det er vigtigt, at det er afklaret på arbejdspladsen, hvordan og hvornår indsatserne finder sted. Sundhedsambassadørerne vejledes i at tage denne dialog med deres leder. Desuden klædes de på til at kunne se værdien i selv små tiltag i hverdagen.
Fremmende tiltag for gennemførelsen af indsatsen
ABC’s materialer fra centralt hold har været en stor hjælp i vores arbejde med indsatsen, ligeledes beskrivelserne af KRAM og det Dobbelt KRAM.
I forhold til adfærdsændringer og implementering af disse har vi brugt meget af det materiale, som Morten Münster har udarbejdet.
Vi håber at få "hul igennem” til foreninger i løbet af foråret, til lokalområder i løbet af året, og at vi kan få en fin og omfattende ”Fællesskabsstafet” i uge 41.
Har du en case fra din kommune, som andre kunne drage nytte af?
Bidrag til fællesskabet og tilføj din case her!