Formål
Formålet med at deltage i Naturens Rige var for Middelfart-gruppen, at de anså aktionslæringsforløbet som et godt indspark til opstarten på Middelfart Kommunes projekt ”Staurby Skov – Naturen som udviklingsmotor”. Projektet havde fokus på at udvikle en bynær skov, hvilket har været et af Byrådets store indsatser. I 2016 og 2017 blev der gennemført en planlægningsproces med inddragelse af borgere og interessenter sådan at skovens fremtidige udvikling kunne blive fastlagt.
Aktionslæringsgruppens overordnede mål var for det første at tilegne sig inspiration i et tværgående samarbejde med fokus på naturen som metode. Derudover ønskede gruppen at bringe naturen ind i de borgerrettede sundhedstilbud på en sådan måde, at det appellerede til mænd.
Målgruppe & Arena
Først var fokus rettet mod mænd, som enten er ramt af kræft eller har været det, samt mænd, der lever med en kræftramt. Efter målgruppen viste sig at være sårbar, og kun få mænd deltog i de planlagte aktiviteter på den første workshop, besluttede aktionslæringsgruppen at udvide målgruppen til også at inkludere mænd uden sygdom inde på livet.
Type af indsats
Indsatsen er et projekt
Projekt periode
01.08.2016 - 31.12.2017
Type indsats med udgangspunkt i forebyggelses-pakkerne
Beskrivelse af indsats
Middelfart-gruppen ønskede at afprøve deres tese om, at naturen kan bidrage med noget til mandeverdenen, som mangler i traditionelle sundhedstilbud. Aktionslæringsgruppen valgte derfor at afholde to workshops for at be- eller afkræfte deres hypotese.
Formålet med at afholde to workshops var at få bedre kendskab til målgruppen. Gennem borgerinddragelse ønskede gruppen at få indsigt i, hvad naturtilbud til mænd kan indeholde. De valgte derfor at udvikle projektet med mændene og sammen finde ud af, hvad Staurby Skov kunne bruges til inden for rammerne af mental sundhedsfremme. Tanken var, at mændenes ønsker og forslag blev taget i betragtning, inden et nyt tilbud blev påbegyndt.
På første workshop havde aktionslæringsgruppen fokus på bevægelse, ro og stilhed samt hyggeligt samvær. Workshoppens ramme var en gåtur med nogle stop undervejs. Først lavede de en præsentationsrunde, hvor alle fortalte om sig selv. Selvom det ikke var hensigten, kom mændenes præsentationer i høj grad til at handle om deres kræftforløb. Derefter havde fysioterapeuten planlagt nogle styrketræningsøvelser og mindfulness, og naturvejlederen fortalte om skoven, dyrene og hvilke planter, de kunne spise. Turen blev afsluttet ved naturcenteret, hvor de lavede bålkaffe og spiste boller med ost.
For at undgå at anden workshop kom til at centrere sig om sygdomsforløb, var det
kun aktionslæringsgruppen, der præsenterede sig. Mændene fik udelukkende et navneskilt. Dette medvirkede formentlig til den løssluppenhed der opstod
på dagen, hvor deltagerne spøgte og fortalte vittigheder til hinanden. Anden workshop var således med til at få mændenes tanker væk fra deres eventuelle
sygdom eller skavanker. Dagen afsluttedes med bål, pølser og socialitet.
Materiale
Organisering og samarbejdspartnere
I Middelfart-gruppen har de haft en flad struktur, uden projektleder. Hensigten med at indgå i Naturens Rige var at mødes på tværs af forvaltninger og samarbejde om et sundhedstiltag i naturen. De har i denne proces hver især bragt deres kompetencer i spil og har på en konstruktiv måde forstyrret hinandens fagligheder og udgangspunkter. Deres forskellige faglige baggrunde, holdninger og ressourcer har bidraget til en spændende dialog undervejs og styrket slutproduktet.
Ud over samarbejdet med Mandeklubben har aktionslæringsgruppen ikke været involveret i andre eksterne partnerskaber. Gruppen belyste, at havde de ønsket at gøre de to workshops større, ville de have kontaktet foreninger, institutioner eller arbejdspladser, hvor der kommer mange mænd, såsom fodboldklubben, håndboldklubben, badmintonklubben eller værftet på Lillebælt. Det ville dog også have betydet en ekstra arbejdsindsats, som det ifølge aktionslæringsgruppen ikke var alle ledere, der angiveligt var klar til at frigive deres ansatte til at deltage i.
Rekruttering
I rekrutteringen af mænd, der har eller har haft kræft inde på livet, benyttede de sig af et eksisterende netværk til en kontaktperson i Middelfart Mandeklub, etableret under Kræftens Bekæmpelse. Ved at generere samarbejde med en allerede kendt kontaktperson blev arbejdsbyrden lettet for aktionslæringsgruppen. I rekrutteringen af den bredere målgruppe henvendte Middelfart sig blandt andet til kommunale rehabiliteringshold og forskellige frivillige foreninger, for herigennem at invitere til den anden workshop. Derudover lagde de invitationen på Facebook og fik en annonce i lokalavisen.
Økonomi pr. år
Ikke oplyst
For at undgå formelt kommunalt sprog, såsom begrebet ”mental sundhed”, som vi benyttede, da vi inviterede de kræftramte mænd, fik vi hjælp til invitationen af en kommunikationsmedarbejder (..) og gruppen valgte derfor at benytte begrebet ”mental trivsel” i stedet.
Virkning
Efter anden workshop blev der sendt et spørgeskema ud til alle deltagere via Survey Xact for at få indsigt i hvorfor målgruppen valgte at deltage i et tilbud i naturen. Cirka en tredjedel deltog, fordi det var et initiativ der foregik i naturen, og over halvdelen deltog, fordi det var et tilbud udelukkende for mænd i naturen. Omkring 60 procent af mændene gav udtryk for, at de ville deltage i ture, der havde fokus på det mentale velbefindende, hvis det foregik i naturen, mens omkring 40 procent gav udtryk for, at de ville deltage, hvis det foregik i naturen og udelukkende var for mænd.
Ved at aktionslæringsgruppen valgte at afholde to workshops har de gennem afprøvning, refleksion og udvikling nået målet om at bringe naturen ind i de borgerrettede sundhedstilbud på en sådan måde, at det appellerede til mænd . De har gennem første workshop fået ny viden om, hvordan de kunne motivere mændene til at komme og skabe gode rammer for dagen. Disse erfaringer benyttede de på anden workshop, hvilket har medvirket til en succesfuld dag for såvel målgruppen som aktionslæringsgruppen.
Evalueret
Ja, Internt evalueret
Vurdering
Er formålet opfyldt?
Er indsatsen blevet implementeret som planlagt?
Yderligere kommentarer
Opmærksomhedspunkter for implementering af indsatsen
Fordi Middelfarts deltagelse i Naturens Rige var en ledelsesbeslutning, har det været svært for nogle af deltagerne i gruppen at føle ejerskab over processen i praksis. En af gruppens medlemmer har haft en betydelig rolle i ansøgningsprocessen til Naturens Rige, sammen med en ledelsesrepræsentant, hvorfor hun fra start følte et større ejerskab og ansvar over forløbet end andre fra gruppen. Alle fra gruppen har givet udtryk for, at det ville have været en fordel, at deltagerne i forløbet havde været med til at udforme ansøgningen.
Barrierer for gennemførelsen af indsatsen
En af udfordringerne ved at arbejde tværfagligt i et aktionslæringsforløb har for gruppen blandt andet været, at alle ikke har haft samme størrelse rolle i projektet, hvilket i perioder førte til, at alle ikke følte, at de kunne bidrage tilstrækkeligt rent fagligt. Det er i et tværfagligt arbejde vigtigt, at alle kan se sig selv i et projekt, men lige så vigtigt at turde prøve at genfinde sig selv i noget nyt, hvis projektet skifter kurs, er det blevet påpeget. At slippe kontrollen og gentænke projektet undervejs var en udfordring for de deltagere, der normalt drifter og ikke arbejder med udviklingsopgave.
Fremmende tiltag for gennemførelsen af indsatsen
Som del af processen med at målrette den anden workshop til en anden mandegruppe fokuserede aktionslæringsgruppen på, hvordan de kommunikerede budskabet om workshoppen ud til mændene. For at undgå formelt kommunalt sprog, såsom begrebet ”mental sundhed”, som de benyttede, da de inviterede de kræftramte mænd, fik de hjælp til invitationen af en kommunikationsmedarbejder. Aktionslæringsgruppen havde haft flere episoder, hvor mændene gav udtryk for, at workshoppen ikke var for dem, fordi de ikke fejlede noget mentalt. Gruppen valgte derfor at benytte begrebet ”mental trivsel” i stedet. De valgte derudover at kalde anden workshop for ”Mandehørm”, for herigennem at appellere til flere mænd og samtidig for at bevæge sig væk fra det sygdomsaspekt, der dominerede første workshop.
Har du en case fra din kommune, som andre kunne drage nytte af?
Bidrag til fællesskabet og tilføj din case her!